Vilkår

VILKÅR – eller, det med småt 

Generelt om dit medlemskab 
Dit medlemskab er personligt og klippekort og månedsmedlemskaber kan derfor ikke overdrages til, deles med eller benyttes af andre. Ændringer i persondata som f.eks. navn, adresse, e-mail, telefonnummer, bankoplysninger mv. bedes du venligst opdatere i kundesystemet. Medlemskabet er bindende for begge parter i den angivne periode. Du kan booke klasser 4 uger frem i tiden. Bliver du forhindret i at deltage i en klasse, skal du melde fra 12 timer før klassen, ellers koster det et klip, et gebyr på 100 kr. eller 3 dage af din træningsperiode.

Klippekort
Alle klippekort har 12 måneders løbetid – både til klasser og Personlig træning. Ved bookning af en klasse, reserveres et klip fra dit klippekort. Såfremt du afmelder en booking inden 12 timer før holdstart, går dit klip tilbage på dit kort, og alt er godt. Herefter anses klippet for brugt. Bliver en for sent afbooket plads afsat til en anden kunde, tilbageføres det brugte klip til dit klippekort. Personlig træning skal afbookes senest kl 16 dagen inden aftalen, ellers koster det et klip.

Fri Træning – kontant betaling for 3, 6 eller 12 mdr. 
Køber du et af vores kontante månedsmedlemskaber, betaler du det fulde beløb up front, du kan træne alt det, du vil i den købte periode, og du kan booke op til 7 klasser pr. uge Medlemskabet udløber automatisk, når perioden er slut, og skal aktivt købes igen for at du kan fortsætte din træning. Melder du for sent fra, eller udebliver fra en klasse, koster det 100 kr. i gebyr eller 3 dage af den periode, du har købt.
Vores kontante medlemskaber kan stilles i bero (i praksis forlænges) ifm. eventuel ferie på over 14 dage. Sig til inden du rejser, så sætter vi dit medlemskab på hold i den relevante periode. Det koster 100 kr. pr. gang, og kan ske 1x med 3 mdrs. kort, 2x med 6 mdrs. kort og 4x med 12 mdrs. kort.

Fri Træning – løbende abonnement 
Vælger du et løbende abonnement, betaler du en gang om måneden (automatisk via, det betalingskort, du har tilknyttet din profil). Du binder dig i første omgang for 6 måneder, og der fra fortsætter medlemskabet indtil du måtte opsige det. Opsigelse skal ske med en måneds varsel fra din købsdato via en mail til dit studio.
Med et løbende abonnement kan du træne alt det, du vil, og du kan booke op til 7 klasser pr. uge. Melder du for sent fra, eller udebliver fra en klasse, koster det 100 kr. i gebyr. Vores løbende medlemskab kan ikke stilles i bero, da prisen er sat så lavt, at eventuel ferie er for egen regning.

Problemer med betaling 
Vi oplever jævnligt, at et kreditkort, som er tilknyttet en profil, udløber, og at den månedlige betaling derfor ikke kan gennemføres automatisk. Vær sød at huske at opdatere din profil i vores kundesystem, når du får nyt kreditkort.

Ændringer i priser og medlemsvilkår
House of Pilates forbeholder sig ret til prisændringer. De vil naturligvis blive varslet i rimelig tid via vores hjemmeside og en mail til vores medlemmer.

Træning og ophold i studiet
House of Pilates er vores allesammens sted. Hjælp os med at holde det pænt og rent. Studiet er naturligvis røgfrit område, både inde og ude. Al træning og ophold i House of Pilates foregår på eget ansvar. Dette gælder såvel medlemmer som gæster. Under træning skal der altid anvendes tøj og sokker med skridsikre dupper (Toesox). Det hele kan købes i studiet. Mobiltelefoner skal være på lydløs under træningen. Venter du et vigtigt opkald, så giv besked til underviseren. Udstyr og faciliteter ryddes op efter hver klasse og hver enkelt maskine stilles i neutral position.

Ændringer i – og aflysning af hold 
House of Pilates forbeholder sig ret til at ændre i åbningstider, holdplaner, holdtider, instruktører og udbud af hold i forbindelse med ferie, helligdage og generelt. I sommerperioden kan vi holde lukket i op til to uger.
Ændringer fremgår løbende af holdplanen, og er det permanente ændringer, skriver vi om det på hjemmesiden og på facebook. Desuden kan House of Pilates samme dag aflyse hold eller ændre instruktør/holdtype op til 1 time før holdets planlagte start ved under fire tilmeldte personer på et hold.

Al træning sker på eget ansvar 
Du er selv ansvarlig for at være i en helbredstilstand, der tillader deltagelse i aktiviteter hos House of Pilates. Er du i tvivl. så tjek med din læge eller fysioterapeut.

Personoplysninger/Informationer/Nyheder
Ved indmeldelsen giver du lov til at House of Pilates må behandle og opbevare oplysninger om dig samt kontakte dig telefonisk, og via mail og sms. Dette er en god ide, så vi kan få fat i dig, hvis der sker ændringer ifm. en klasse, du er tilmeldt eller hvis du står på ventelisten og får en plads kort før klassen. På din profil i kundesystemet, skal du aktivt tage stilling til, om du vil modtage nyhedsbreve fra os; og du kan altid ombestemme dig og undgå at få flere nyhedsbreve, ved at fjerne din markering.

House of Pilates opbevarer dine data i op til 5 år efter at du er stoppet, med mindre du ønsker din profil slettet før tid. Kontakt vores studio ang. dette.

Dine oplysninger er personlige og vil ikke blive videresolgt til en 3 part.

Vi benytter os af booking systemet MINDBODY, som opbevarer data i USA og overholder GDPR lovgivningen pr. 25.5.2018. Det samme gælder vores mail system, MailChimp, som ligeledes opbevarer oplysninger på server i USA og er GDPR compliant.

Har du spørgsmål til dine persondata, kan du til enhver tid kontakte dit lokale studio.

Du finder en vejledning til at afmelde dig vores nyhedsbreve på Mindbody her.

Afbud
Har du brug for at melde afbud til en klasse, skal det ske senest 12 timer før klassestart, eller koster det et klip, 100 kr. eller 3 dage af din træningsperiode alt efter hvilket medlemskab, du har. Denne tidsfrist gælder også, hvis du står på venteliste. Vær dog sød at melde fra også under 12 timer før holdstart, så en anden måske kan få glæde af din plads. Bliver din plads afsat, sætter vi dit klip tilbage eller du slipper for at betale et ekstra gebyr. På den måde kan vi hjælpes ad med at sikre, at så mange som muligt, kan få en plads på vores små hold. Afbud til Personlig træning skal ske senest kl. 16 dagen inden.”

Venteliste 
Står du på venteliste og der bliver plads til dig senest 12 timer før en klasse, får du en automatisk email på den adresse, som er opgivet i kundesystemet. Husk at slette dig fra ventelisten, hvis du ved, at du ikke længere har mulighed for at deltage på holdet. Hvis du får plads, men ikke ønsker at deltage, vil det blive betragtet som for sent afbud op til 2 timer før holdstart. 

Da det er Vibeke eller Lotta, som manuelt sørger for at du får besked de sidste timer, vil vi stærkt opfordre til, at du melder dig fra ventelisten, hvis du ikke ønsker at blive kontaktet med kort varsel. Så længe du står på ventelisten, tolker vi det som, at du gerne vil have en plads på klassen. Det koster i øvrigt ikke noget at stå på ventelisten, men får du en plads på klassen fanger bordet. Og kontakter vi dig forgæves, koster det 50 kr. i “,missing waitlist cancellation”.

Billeder og Video
Klasserne vil løbende blive filmet og/eller fotograferet med henblik på at bruge video- og fotomateriale i markedsføringsøjemed. Som medlem hos House of Pilates har du accepteret dette ved køb af dit medlemskab. Rettighederne til video- og fotomaterialet fra klasserne ejes af House of Pilates.
Det er tilladt at tage selfies mv. på klasserne, men spørg lige, hvis din linse fanger andre deltagere på holdet.

Returret på varer udover medlemskaber 
Der er 14 dages returret på træningstøj, bolde, ruller, måtter og andre varer købt i studiet. Varen skal dog returneres i ubrugt stand og intakt emballage.